Gå til hovedindhold

❤️ En svær beslutning

Kære gæster, venner og alle jer, der gennem årene har lagt vejen forbi Strandhotel Klitrosen.

Vi har en vigtig besked, som er svær at skrive.

Efter mange overvejelser har vi besluttet, at Strandhotel Klitrosen ikke åbner igen til næste sæson.

Da vi overtog Hotel Klitrosen i 2022, vidste vi, at vi gik ind i noget helt særligt. Et sted med historie, sjæl og en helt særlig beliggenhed. Vi har siden brugt utallige timer, masser af energi og ikke mindst vores hjerter på at udvikle og passe på stedet.

Derfor er det også med blandede følelser, at vi nu når til vejs ende for denne omgang.

Vi vil først og fremmest sige tak.

Tak til alle jer, der har valgt Strandhotel Klitrosen til jeres ferie. Til jeres middage, fødselsdage, bryllupper, weekendophold og små pauser fra hverdagen. Tak til jer, der er kommet igen og igen – og til jer, der kun nåede at besøge os én gang.

Det har været en fornøjelse at møde jer og få lov til at være en lille del af jeres gode stunder.

Strandhotel Klitrosen er blevet meget mere end et hotel for os. Det er blevet et sted fyldt med minder, mennesker og historier, som vi tager med os videre.

Vi ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer. Men lige nu glæder vi os over at kunne afslutte denne sæson med taknemmelighed for alt det, Strandhotel Klitrosen har givet os.

Hvis I har lyst til at komme forbi en sidste gang, vil vi glæde os til at byde jer velkommen.

Tak for jer.
Tak for Klitrosen.
Og tak for alle de gode minder. ❤️

Carmilla & Villy
og hele teamet på Strandhotel Klitrosen